Le grand Palais i Paris

Le Grand Palais har i over 100 år været Paris’ udstillingshal nr. 1 og er, som navnet antyder, “grand”, altså stort. Komplekset er bygget i perioden 1897 – 1900 i anledning af verdensudstillingen i Paris i 1900.

4 arkitekter involveret

Le Grand Palais er en imponerende bygning, der især er kendt for sit glastag. Bygningen er opført på samme tid som Le Petit Palais og Pont Alexandre III, og der var hele fire arkitekter involveret i opførelsen af komplekset. 

Mange udstillinger i løbet af året

Hvert år huser Le Grand Palais mellem 35 og 45 udstillinger, der spænder lige fra biludstillinger til fashionable modeshows. Blandt andet har modehuset Chanels chefdesigner Karl Lagerfeld for længst forelsket sig i bygningen, hvorfor Chanel flere gange årligt afholder deres high class catwalks i bygningen.

Du kan læse om de skiftende udstillinger på Le Grand Palais' hjemmeside, men inden du besøger komplekset, giver vi dig lige nogle sjove fakta med i rygsækken.

Sjove fakta om Le grand Palais

  • Det er ikke kun Le grand Palais bygningen, der er stor, men også flaget, der vejrer over bygningen. Hele 24 m2 er det, altså 4x6 meter!
  • Siden maj 2009 har der været to bistader placeret på taget af Le Grand Palais. Dette er en del af i projekt omkring bedre at forstå, hvordan bier lever i storbyerne. Og ja, der produceres selvfølgelig honning, som bliver solgt under brandet ”Grand Palais”.
  • Under første verdenskrig blev Le Grand Palais brugt som militærhospital.
  • Under anden verdenskrig okkuperede nazisterne Le Grand Palais og afviklede blandt andet to Nazi-propagandaudstillinger.
  • Le grand Palais bygningen var lukket i perioden 1993–2005, da den blev restaureret.
  • Der er en stor politistation i Le Grand Palais, som især har til formål at sikre palæet under de mange udstillinger.
  • Le Grand Palais ligger i gåafstand til Triumpbuen og kan spottes fra Eiffeltårnet.

Adresse: Avenue Winston-Churchill / 75008 Pari


Åbningstider: Afhænger af de forskellige udstillinger. 


Metro: linje 1, 9, 13 - de nærmeste stationer er Franklin D. Roosevelt og Champs-Elysées-Clémenceau
RER: linje C, den nærmeste station er Invalides
Bus: linje 28, 42, 52, 72, 73, 80, 83, 93

Vil du vide mere om Paris' storslåede arkitektur? Vi har samlet alle godbidderne i denne oversigt. Du kan også fortsætte din tur rundt i området omkring den noble paradegade Champs-Elysées.

 

Område: 
Oplevelser: